CAMPER NYHEDER

Cykeldrengene kommer til Danish Overlander Meet 2021

Cykeldrengene Danish overlander meet

Cykeldrengene, Emil Fammé Hansen og Nicklas Flenø Mikaelsen, tilbagelagde fra september 2018 til marts 2020 24.391 kilometer på cykel igennem fire kontinenter. I 2021 vandt de 5 sæson af Alene i vildmarken, og lørdag den 28. august kan du møde dem på Danish Overlander Meet 2021.

”Hold kæft, vi har det godt”. Nu får du chancen for at møde vinderne af dette års Alene i Vildmarken. Cykeldrengene, Emil og Nicklas, kommer nemlig til Danish Overlander Meet 2021.

Alle outdoor-entusiaster kan for alvor godt begynde at glæde sig. Lørdag den 28. august lægger Cykeldrengene nemlig vejen forbi Danish Overlander Meet 2021. Det betyder, at du nu får chancen for at møde de to vindere af Alene i Vildmarken Emil og Nicklas.

Danish Overlander Meet 2021 holdes i Brædstrup nær Horsens i Østjylland fra den 26. august til den 29. august. Hvis du tilmelder dig vores nyhedsbrev, kan du blive den heldige vinder af to billetter til arrangementet og til det livsbekræftende foredrag med Cykeldrengene, hvor du kan høre deres inspirerende historie live.

”Vi glæder os helt vildt til Danish Overlander Meet. Vi elsker at være sammen med andre mennesker, der gerne vil være ude, og som gerne vil ud i verden og opleve noget. Vi har i den grad nogle fælles interesser med de mennesker, der kommer her, og det bliver så fedt at møde dem og få en snak om livet”, siger den ene af Cykeldrengene, Nicklas Flenø Mikaelsen.

Cykeldrengenes energi smitter: Oplagt at få dem til Danish Overlander Meet

Danis Overlander Meet afholdes for kun anden gang fra den 26. til den 29. august i år. Som fænomen er overlanding relativt nyt herhjemme. Det er en rejseform uafhængigt af andre, og hvor selve rejsen er målet. Det handler om eventyr og om at udforske verden og sig selv, i de forskellige situationer eventyret sætter én i.

Uanset om man rejser med bil, lastbil, motorcykel eller på cykel, som Cykeldrengene gjorde, handler overlanding om at køre på de mindre befærdede veje, og om at fordybe sig i miljøet og i kulturen. Det er netop, hvad Cykeldrengene gjorde på deres 24.391 kilometer lange rejse rundt om Jorden, inden de vandt Alene i Vildmarken 2021.

Netop derfor er Cykeldrengene oplagte som foredragsholdere på Danish Overlander Meet. Det fortæller Thomas Møller, der er medarrangør af overlandertræffet.

”At være overlander kræver nogle gange, at man personligt og som familie skal kunne være ekstra tolerant, hvor man lever tæt sammen i et køretøj. Så det er både den fysiske plads og den psykisk plads, der tæres på og sættes på prøve. Modsat er det tit de samme mekanismer, der gør de fælles oplevelser stærkere, når de optræder på en rejse”, siger Thomas Møller og fortsætter:

”Det er nogle af de samme oplevelser Emil og Niclas har oplevet sammen både i Alene i vildmarken og på cykelturen Jorden rundt. Derfor var det oplagt at få dem forbi og fortælle og “mærke” deres energi. Særligt deres energi smitter, og de kan nogle ting sammen, de to. Vi glæder vildt meget til at opleve dem og dele historier med dem”.

Om Cykeldrengene

Emil Fammé Hansen, 23 år og Nicklas Flenø Mikaelsen, 24 år.

Cyklede 24.391 kilometer i Europa, Asien, Oceanien og Sydamerika.

Turen gav dem den uofficielle verdensrekord som verdens yngste duo på cykel rundt om jorden.

Turen varede fra 23. september 2018 til 21. marts 2020.

Vindere af Alene i vildmarken sæson 5 i 2021.

Følg Cykeldrengene på Youtube her.

Følg Cykeldrengene på Facebook her.

Cykeldrengene: Vi drømmer om at rejse i en gammel skolebus

Cirka 30 udstillere har meldt deres ankomst til Danis Overlander Meet 2021. Selvom det mest er tagtelte, landrovere, lastbiler og andre motorkøretøjer, der kommer, så viser Cykeldrengene, Emil og Nicklas, også deres overlander-køretøjer frem til showet.

”Da vi cyklede Jorden rundt, brugte vi app’en iOverlander til at finde gode steder til at overnatte. Det viser jo også, at overlanding er cykling, som vi også kommer med til Danish Overlander Meet. Vi har ikke selv prøvet at rejse i store vans, men vi drømmer om at bygge en gammel skolebus om og køre ud i verden i den”, siger Nicklas Flenø Mikaelsen.

Om Danish Overlander Meet

Arrangementet afholdes fra d. 26/8 til søndag d. 29/8.

Billetprisen er 150 kroner for alle dage.

En dagsbillet koster 100 kroner.

I år bliver meet’et afholdt i en grusgrav i Brædstrup nær Horsens.

Arrangementet blev første gang afholdt i 2020.

Foreningen bag eventet er ’Danish Overlander Meet’
Foreningen blev stiftet i december 2020.

Køb billetter til Danish Overlander Meet 2021 her

De 24.391 kilometer, som Cykeldrengene tilbagelagde, gav dem den uofficielle verdensrekord som verdens yngste duo på cykel rundt om jorden. De understreger begge, at det er cykelturen, der har gjort dem til vindere af Vild med vildmarken.

Ja, for Søren. Der havde ikke været noget Alene i Vildmarken, hvis ikke vi havde været på cykeltur. De erfaringer, vi har, er nogen, som vi har fået på vores rejse ude i verden. Vi er gået fra at være to knægte, som lige var kommet ud af gymnasiet til at blive røvet og rullet på cykelturen”, siger Emil Fammé Hansen og fortsætter:

”Det har formet os, og det har etableret et mindset hos os, som de færreste får gennem et helt liv. Det bliver også den røde tråd igennem foredraget, som vi holder til Danish Overlander Meet”.

24.391 kilometer lang cykeltur gjorde os til mænd

Nicklas og Emil drømmer i dag om deres eget cykelprogram på tv. Alene i Vildmarken, hvor Cykeldrengene udholdt 32 barske dage ved polarcirklen i Nordnorge, blev forhåbentligt startskuddet til den tv-karrierer.

Men selvom det var stort at vinde Alene i Vildmarken, er de to globetrotter på 23 og 24 år alligevel ikke i tvivl om, hvad der var størst; Alene i Vildmarken eller cykelturen Jorden rundt.

”Alene i Vildmarken var superfedt, og det er vildt med de tilbagemeldinger, vi har fået på det. Men der er ingen tvivl om, at cykelturen var større for os. Det var det mest udviklende for os, og det er den, der har gjort os til mænd. Det var der, det for alvor gik op for os, at hold kæft, hvor har vi det godt”, siger Emil Fammé Hansen inden Nicklas supplerer:

””Hold kæft, vi har det godt” blev vores trademark, og de ord, der samler os op, når vi falder. Det sætter tingene i perspektiv, når man ser, hvor fattige andre mennesker kan være ude i verden og stadig være lykkelige. Derfor er vores budskab til danskerne: Hold kæft, vi har det godt”, siger Nicklas Flenø Mikaelsen.

Similar Posts

Denne side bruger cookies for at forbedre din oplevelse. Ved at benytte denne side, accepterer du, at vi bruger cookies.  Læs mere