CAMPERVAN & AUTOCAMPERE U 3500 kg GUIDE NYHEDER

Tagtelt på bil: Regler for overnatning i Danmark

Tagtelt bil pickup truck camper overnatning regler danmark

Et stadigt stigende antal danskere vælger at få tagtelt til deres bil, men hvor må du bruge det i Danmark? Her får du reglerne. Foto: Team Bertelsen ApS

Tagtelt på bil rimer nemt på frihed. Der er dog en række regler, du skal være meget opmærksom på især omkring overnatning i Danmark. Her får du guiden.

Her kan du læse om:

Regler for overnatning i tagtelt på bil og i Danmark

Her må du overnatte med tagtelt på bil i Danmark

Drømmen om tagtelt på bil handler oftest om to ting: Frihed og eventyr. Både tagtelt og campingbil i nærmest enhver forstand giver mulighed for det frie liv.

Danmark adskiller sig dog i høj grad fra både Tyskland i syd og fra vores nordiske brødre i nord; Norge, Sverige og Finland, når det kommer til regler.

Danmark er nemlig i langt højere grad reguleret, når det kommer til overnatningsmuligheder for folk i tagtelt på deres bil og andre campingbiler. En af årsagerne er i høj grad den trange plads i Danmark i forhold til i vores nabolande.

Det kan derfor blive en dyr fornøjelse i bøder, hvis du slår lejr eller bygger om uden først at have undersøgt reglerne. Derfor får du her guiden til, hvilke regler der er for overnatning med tagtelt på bil.

Regler for overnatning i tagtelt på bil i Danmark

Drømmer du om tagtelt på din bil, og lyder det dejligt at kunne parkere i det fri, på havne og andre steder i naturen? Så bør du først kende reglerne for, hvad der overhovedet er lovligt i Danmark.

Der kan monteres tagtelte på langt de fleste biler. Der er dog to krav, du skal opfylde for at kunne få tagtelt på din bil: Der skal være tagbøjler på bilen, og så må tagteltet ikke veje mere, end hvad tagbøjlerne kan bære.

Danmark er derudover et lille land med et begrænset naturareal og en høj befolkningstæthed. Det lille geografiske område, vi har i Danmark, sammenlignet med eksempelvis Norge, Sverige og Finland har gjort, at Folketinget har indført en lang række begrænsninger for brug af tagtelt på bil i Danmark.

Reglerne er derfor indført for, at det offentlige skal kunne planlægge og have styr på, hvor i landet, man kan få tilladelse til at campere i naturen. Og ifølge Bolig- og Planstyrelsen betragtes et tagtelt på en bil som en campinghed.

At tagtelte på biler betragtes som campingheder, betyder derfor samtidig, at de er undtaget reglerne for rast. At raste betyder ellers, at man må overnatte på rastepladser, så længe opholdet ikke får karakter af et campingophold. Sker det, er det et brud på campingreglementets § 2, stk. 1, og da tagtelte betragtes som en campingheder, er det netop tilfældet her og er derfor ulovligt.

Hvis du skal raste i et tagtelt på en bil, skal du derfor opholde dig i bilen under rasten og ikke i tagteltet på taget af bilen.

Så tæt bor vi i Danmark

Befolkningstætheden i Danmark er seks til otte gange højere i Danmark, end den er i Sverige, Norge og Finland.

Så tæt bor indbyggerne i:
Finland: 16,3 indbyggere pr. km2
Norge: 16,6 indbyggere pr. km2
Sverige: 22,9 indbyggere pr. km2
Danmark: 134 indbyggere pr. km2

Kilde: Folketinget og Nordisk Samarbejde

På trods af, at der findes over 800 primitive overnatningspladser i Danmark, hvor det er tilladt at slå telt op på flere af dem, er det forbudt at overnatte i tagtelt på bil her. Det skyldes, at al færdsel med motor er forbudt på Naturstyrelsens arealer.

Ønsker man at overnatte på Naturstyrelsens primitive overnatningspladser skal man derfor stille sit køretøj på parkeringsarealerne uden for skoven og derefter gå med sin oppakning til det primitive overnatningssted.

Det betyder i grove træk, at biler med tagtelte henvises til campingpladser. Der findes dog en række undtagelser for dette, hvor det er lovligt at overnatte i tagtelt på bil uden for campingpladser.

Overnatning med tagtelt på bil i Danmark

Hvis den pågældende kommune har givet tilladelse til det ud fra rammerne i campingreglementet, er det lovligt at overnatte i tagtelt på sin bil på havnearealer i Danmark.

Kommunernes ret til at tillade campering uden for campingpladser betyder samtidig, at kommunerne også kan give tilladelse til campering ved lystbådehavne, vandrehjem eller andre ferie- og fritidsanlæg i tagtelt på en bil.

Her må du overnatte i tagtelt i Danmark

På landbrugsejendomme i en periode på under 6 uger om året.

På bondegårdscamping, dog max tre campingenheder ad gangen.

På campingpladser.

Hvis kommunen har givet tilladelse til det, kan du også overnatte her:
– På visse lystbådehavne.
– Ved vandrehjem eller andre ferie- og fritidsanlæg.

Endelig er det tilladt at overnatte gratis i tagtelt på privat grund, forudsat at der er givet tilladelse til det fra grundejerens side. Er der ikke det, overtræder du straffelovens § 264, hvilket kan medføre bøde og fængselsstraf.

Kilde: Bolig- og Planstyrelsen og straffeloven

Derudover er det tilladt at overnatte i tagtelt på sin bil på landbrugsejendomme. Landmanden må dog kun tilbyde folk at campere på sin grund i en periode på under seks uger om året. Det kan eksempelvis være i forbindelse med sommerferien. Så længe udlejningen ikke får en erhvervsmæssig karakter, kan dette foregå uden en tilladelse efter campingreglementet.

Det er dog de færreste steder, hvor kommunalbestyrelserne har truffet beslutninger specifik om tagtelte på biler. For at undgå bøder er det derfor vigtigt at forhøre sig grundigt inden, man slår teltet op og går til ro for natten.

Bondegårdscampering en anden mulighed. På samme måde som fri teltning og teltning på primitive overnatningspladser er undtaget for Campingreglementets bestemmelser, er bondegårdscamping nemlig ifølge kapitel 3.3 i reglementet også undtaget af dets bestemmelser.

I Campingreglementet beskrives bondegårdscamping som udlejning af et mindre areal i tilknytning til en beboelsesbygning på en landbrugsejendom, som landmanden udlejer som et supplement til landbrugsdriften. Bondegårdens gæster må dog højest stille tre campingenheder på landmandens grund.

Endelig er det tilladt at overnatte i tagtelt på sin bil på privat grund. Det forudsætter dog, at der er blevet givet tilladelse til det fra grundejerens side. Er der ikke det, overtræder du straffelovens paragraf 264. Det betyder, at du risikerer bødestraf og endda at få byttet din overnatning i tagtelt ud med et fængselsophold på op til seks måneder.

Det siger Campingreglementet

Biler med tagtelte på bilen betragtes ifølge Bolig- og Planstyrelsen som campingenheder.

Definitionen af campingenheder finder man i campingreglementets § 1. Stk. 3, hvor der står:
”Ved campingenheder forstås telte, campingvogne eller andre transportable konstruktioner, f.eks. campingbiler o.l. og campinghytter, herunder campingværelser og trætophytter”.

Hvis et ophold eller overnatning på en rasteplads får karakter af et campingophold, kan der efter omstændighederne være tale om en overtrædelse af campingreglementets § 2, stk. 1.

Der findes dog en række undtagelser for Campingreglementet.

Kilde: Campingreglementet

Undtagelser for Campingreglementet

Ifølge Kapitel 3.2. er primitive overnatningssteder – primitiv overnatning i telt eller shelters undtaget af Campingreglementet.

Det er dog forbudt at køre med bil til Naturstyrelsens primitive overnatningssteder i skovene. Tagtelte på biler må derfor ikke benyttes på Naturstyrelsens primitive overnatningssteder.

Ifølge kapitel 3.3 bondegårdscampering undtaget af reglementets bestemmelser. Det giver mulighed for, at landmænd kan udleje sin grund til tre campingenheder af gangen.

Kilde: Campingreglementet

Similar Posts

Denne side bruger cookies for at forbedre din oplevelse. Ved at benytte denne side, accepterer du, at vi bruger cookies.  Læs mere