NYHEDER

Nu genåbner outdoor-butikkerne: Dagen er ventet med længsel

Foto: Spejder Sport

Langt størstedelen af danske outdoor-butikker genåbner i dag. Det vækker stor glæde ude i butikkerne, hvor der har været travlt med at gøre butikkerne klar til kunderne.

I dag er en glædens dag ude i landets outdoor-butikker: For første gang siden jul slår de nemlig dørene op for handlende i deres butikker.

Det har givet stor travlhed ude i butikkerne, hvor de ansatte ikke har været på arbejde siden nedlukningen omkring jul. Det fortæller John Lange, der er administrerende direktør i Spejder Sport.

”Det er dejligt. Det er et kæmpe skridt at få lov til at åbne. Vi har 21 butikker rundt om i landet, og de 16 af dem åbner, så det er rigtig dejligt. Alle vores butikschefer blev kaldt på arbejde i fredags, hvor der også kom nye varer til butikkerne, for at gøre klar til åbningen i dag”, siger han og fortsætter:

”Der har ikke været nogen i butikkerne siden jul, så der hang stadig julepynt, og der skulle skiftes gavepapir og sættes nye varer frem, så der har været travlt. Men det er dejligt”, siger John Lange.

Corona’en har ramt detailhandlen hårdt

Corona-nedlukningen har haft store negative konsekvenser for detailhandlen. Ifølge Dansk Industri er virksomhedernes omsætning samlet set faldet med knap en tredjedel, og 16 procent af virksomhederne har måtte opsige medarbejdere.

Derudover forventer 14 procent af butikkerne i detailhandlen ifølge Danske Erhverv også at skulle opsige medarbejdere i fremtiden på grund af coronapandemien. Derfor ærgrer man sig hos Spejder Sport også en smule over, at man ikke har kunnet åbne alle 21 butikker i landet.

”Det havde været helt perfekt, hvis alle vores butikker kunne åbne, men de fem af dem ligger i storcentre, så de må vente lidt endnu. Desværre er der stadig nogle restriktioner, der skal overholdes, og der er et stykke vej endnu, til vi er helt corona-fri, men vi er glade”, siger John Lange.

Nye varer på hylderne til foråret

Genåbningen kom i stand efter, at et flertal i Folketinget onsdag den 24. februar vedtog den længe ventede genåbningsplan.

Det betyder, at det derfor nu er muligt at komme ud og få byttet sine julegaver og se på de nye varer, som er kommet på hylderne til foråret.

”Vi har en masse kunder, som gerne vil ned og se, hvad vi har af nyt på hylderne og måske bytte nogle julegaver til den rigtige størrelse. Så er det rart, at de kan komme ind til os og gøre det. Det er jo en anden sæson, end da vi lukkede ned. Nu er julen slut, og det er blevet forår, så det er nogle andre varer vi har på hylderne nu. Dem tror jeg også mange af vores kunder glæder sig til at se”, siger John Lange, inden han slutter:

”Vi er spændt på at se, hvor mange mennesker, der kommer i dag. Vi vil selvfølgelig gerne have mange kunder, men det skal også være, så det er sikkert at komme ind i vores butikker i forhold til de gældende restriktioner. Vores medarbejdere gør selvfølgelig alt, hvad de kan, for at alt foregår sikkert og forsvarligt i forhold til de gældende corona-regler ude i butikkerne”.

Similar Posts

Denne side bruger cookies for at forbedre din oplevelse. Ved at benytte denne side, accepterer du, at vi bruger cookies.  Læs mere