NYHEDER

Trods corona: Flere og flere børn og unge bliver spejdere

Det danske spejderkorps

Det Danske Spejderkorps har oplevet en fremgang i medlemstallet under corona-nedlukningen. Den gruppe, som har oplevet den største fremgang, har mere end fordoblet sit medlemstal. Foto: Det Danske Spejderkorps / Morten Voltelen

flere danskere er begyndt at bruge mere tid i naturen i løbet af det seneste år. Tendensen kan mærkes hos Det Danske Spejderkorps, hvor en mangeårig medlemsfremgang fortsætter trods corona-nedlukning.

For mange mennesker har det seneste år stået i naturens og udelivets tegn. Fødselsdagsfejringerne er blevet rykket udenfor, caféturene er blevet skiftet ud med de populære walk’n’talks, og det har aldrig været sværere at få fat i en shelter lørdag aften end nu.

Ifølge en ny undersøgelse udgivet af Friluftsrådet har hele 40 procent af danskerne det seneste år har været mere ude i det fri end normalt, og knap ni ud af ti af denne gruppe vil bruge naturen mere efter coronakrisens ophør, end de gjorde før.

Grøn er blevet det nye sort, og tendensen kan mærkes hos Det Danske Spejderkorps, som trods flere nedlukninger alligevel har oplevet medlemsfremgang. Det fortæller generalsekretær i organisationen, Morten Gade:

Om Det Danske Spejderkorps

Det Danske Spejderkorps har 36.000 medlemmer.

Medlemmerne er fordelt i 407 grupper over hele landet.

Det gennemsnitlige medlem er 9 år gammel.

Du kan også blive spejder her.

”Siden april 2020 har vi fået 2,5 procent nye medlemmer, hvilket svarer til mere end 700 børn og unge, som har valgt at trække tørklædet over hovedet. Gennem et år, som har været mærkeligt for os alle, er det alligevel lykkedes vores kreative frivillige at tilbyde børn og unge masser af attraktive aktiviteter, som har været med til at skabe vækst”, siger han og fortsætter:

”Derudover tror vi på, at den øgede medlemsfremgang skyldes, at endnu flere børn og unge har fået lyst at komme ud i naturen, blive klogere på den, dyrke friluftslivet og være en del af et solidt fællesskab. Netop de ting er en del af det fundament, som Det Danske Spejderkorps står på”.

Flere spejdergrupper skal forkorte ventelister

Det seneste års medlemsfremgang vækker stor glæde i Det Danske Spejderkorps. Men faktisk bygger tendensen videre på en udvikling, der er foregået de seneste mange år hos Danmarks største børne- og unge organisation.

Største stigninger

Spejderne på Holmen, Sjælland
55 nye medlemmer i år, hvilket er en fremgang på 108 procent.

Aalborghus Gruppe, Nordjylland
19 nye medlemmer i år, hvilket er en fremgang på 13 procent

Ørnebjerg Gruppe, Sydjylland
92 nye medlemmer på to år, hvilket er en fremgang på 18 procent.

Gennem de sidste ti år har organisationen nemlig oplevet vækst i medlemstallene. Det har fået spejdergrupperne til at spire – noget, Det Danske Spejderkorps har i sinde at blive ved med at gøde, fortæller spejderchefer, Mathias Faaborg og Kristine Clemmensen-Rotne:

”Rigtig mange børn og unge ønsker store oplevelser i det fri, og det afspejler sig i, at der hvert år er flere og flere, som ønsker at blive en del af Det Danske Spejderkorps. Men flere spejdergrupper, særligt i de større byer, har desværre ventelister”, siger Mathias Faaborg og Kristine Clemmensen-Rotne supplerer:

”Som en del af vores strategi gør vi derfor en ekstra indsats i år for at få startet nye spejdergrupper op omkring de større byer i Danmark. Målet er, at alle de børn og unge, der gerne vil være spejder, kan blive det”, siger hun.

Similar Posts