CAMPER NYHEDER

“Urimelig afgift”: Gratis rejser over Storebælt får længere udsigter

Foto: Pixabay

Udsigten til gratis rejser over Storebælt bliver jævnligt udsat, for at kunne finansiere andre projekter. Nu sker det igen: Regeringen vil have poterne i brokassen for at betale for nye vejprojekter i landet.

Sidste uge præsenterede regeringspartiet Socialdemokratiet sin nye storstilede infrastrukturplan med nye motorvejsprojekter overalt i landet.

Nu viser det sig, at infrastrukturplanen delvist skal finansieres af midler fra Storebæltsbroen. Det skriver Fyns.dk, og den oplysning skaber splid i den Socialdemokratiske folketingsgruppe.

Folketingsmedlem Jan Johansen (S), der er valgt i Nyborg-kredsen, er nemlig imod sin regerings planer om at trække penge ud af Storebæltsbroen.

”Broafgiften er en hindring for den frie transport frem og tilbage. Da vi i sommer havde gratis færger til de mindre øer, kunne vi se, hvordan folk strømmede til. Jeg er dog med på, at udgifterne ved Storebæltsbroen skal betales af brugerne, men ikke at broafgiften skal bruges til at betale for ting andre steder i landet, siger Jan Johansen ifølge Fyns.dk.

Storebæltsbroen er for længst betalt

Hele 7,8 milliarder kroner ønsker regeringen at trække ud af pendlernes punge, når infrastrukturplanen skal finansieres. I alt svarer det til 7,4 procent af prisen på infrastrukturplanen, som koster 106 milliarder kroner i alt.

Storebæltsbroen kostede 26,44 milliarder kroner at bygge tilbage i 1998. Omregnet til 2019-priser svarer det til 38,1 milliard kroner, men selv med omregning til 2019-priser burde broen for længst være tjent hjem. I 2016 havde den nemlig tjent 39 milliarder kroner hjem til staten.

Når andre projekter skal finansieres af Storebæltsbroen, sker det typisk ved, at staten optager lån i broen, så betalingsmuren mellem Fyn og Sjælland forlænges yderligere. Det er altså på trods af, at Storebæltsbroen for længst burde være betalt fuldt ud.

En af de skarpeste kritikere af at trække penge ud af lommerne på de brorejsende er ifølge Fyns.dk den nuværende forsvarsminister Trine Bramsen (S), der har haft det som en mærkesag.

“Priserne for at passere Storebælt skal sættes ned, og på langt sigt skal det slet ikke koste noget. Det er en urimelig broafgift, og det vil jeg arbejde hårdt for at overbevise mine partifæller om”, har hun blandt andet tidligere sagt”.

I dag er hun dog klappet i som en østers og giver ingen kommentarer til sagen. Den socialdemokratiske folketingsgruppe mødes i dag med transportministeren, hvor infrastrukturplan blandt andet er på bordet.

Similar Posts

Denne side bruger cookies for at forbedre din oplevelse. Ved at benytte denne side, accepterer du, at vi bruger cookies.  Læs mere