NYHEDER

Ny app: Woop skaber oplevelser i naturen for børn og unge

Woop

Woop er en kombinationen af det digitale og det naturlige og gør det endnu sjovere at gå på opdagelse i naturen med venner og familie. Foto: Det Danske Spejderkorps

Ny app udviklet af Det Danske Spejderkorps giver børn og unge sjove og spændende skattejagter i naturen. Woop kan bruges i folkeskolen til fritidsaktiviteter og af familier.

Woop giver børn og unge oplevelser i naturen med digitale skattejagter. I hold finder deltagerne poster, løser opgaver og dyster mod andre hold – alt sammen i den nære natur.

Appen Woop er udviklet af Det Danske Spejderkorps. App blev allerede lanceret første gang tilbage i 2012, men udkommer nu i en splinterny udgave. Hele 150.000 har downloadet Woop siden 2012, og mere end 100.000 benytter den hvert eneste år.

I Woop kan deltagerne oprette sine egne spørgsmål og lave helt personlige quizzer. Derudover er der et helt bibliotek med opgavesæt, som brugerne frit kan vælge fra, når de opretter deres Woop-jagte. På den måde kan de spare tid, men stadig få fat i superrelevant indhold til den jagt, de ønsker at lave.

Generalsekretær i Det Danske Spejderkorps, Morten Gade, ser Woop som en relevant del af løsningen på mere udeliv for danske børn og unge:

”Med Woop dropper skoleklasser den stillesiddende matematikundervisning og går på jagt efter regnestykker i den nærliggende skov. Blandt de yngre børn rykker børnefødselsdagen udendørs, og i spejdergrupper skaber appen vilde orienteringsløb med udfordrende poster”, siger han og fortsætter:

”Børn og unge vil gerne mere ud, og med Woop kan det lade sig gøre. Vi står på skuldrene af de sidste ni års erfaringer og ved, at det er en populær app, der gør en konkret forskel, fordi den er supersjov at bruge”.

Om Woop

Appen drives af Det Danske Spejderkorps.

Novo Nordisk Fonden har støttet relanceringen af app’en med 2,8 millioner kroner.

Woop blev første gang lanceret i 2012.

Brugerne kan lave digitale skattejagte med eget eller færdiglavet indhold på app’en.

Woop har flere samarbejdspartnere, bl.a. Dansk Retursystem, Friluftsrådet og SciencePirater, og der er flere på vej.

App’en har til formål at gøre det nemmere og sjovere for unge i Danmark at komme ud i naturen.

Woop kan bruges i rigtig mange sammenhænge – lige fra børnefødselsdagen og spejdermødet til en tur i naturen, familiefesten og undervisning i skolen.

Woop er udviklet i samarbejde med Valtech.

Læs mere om Woop her.

Skal gøre det endnu sjovere at komme ud

Kun 26 procent af danske 11-15-årige lever i dag op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fysisk aktivitet, og mange af dem ønsker at opholde sig mere i naturen. Det ønske er kun blevet større i løbet af det seneste års coronapandemi.

Woop kan netop være med til at få de danske børn og unge mere ud i naturen. Og den mission er lykkedes, mener spejderchef Kristine Clemmensen-Rotne:

”Vores målsætning har hele tiden været at lave en app, der kan bruges af alle, men som tager afsæt i spejdernes fundament, der bygger på værdier som fællesskab, friluftsliv og udfordringer. Vi er derfor stolte af at kunne præsentere Woop, der indeholder alt det og samtidig er for alle, som er klar på at blive klogere på naturen”, siger hun.

I løbet af de kommende måneder vil Woop blive opdateret med endnu flere fede features, flere spændende jagter og opgavesæt, samt nye interessante samarbejdspartnere. På den måde er håbet, at endnu flere børn og unge vil komme ud og få store oplevelser i naturen.

Den nye udgave af Woop er skabt med støtte fra Novo Nordisk Fonden, der har bevilliget 2,8 millioner kroner til app’en.

Download Woop Android her.

Download Woop Apple her.

Similar Posts

Denne side bruger cookies for at forbedre din oplevelse. Ved at benytte denne side, accepterer du, at vi bruger cookies.  Læs mere