I NATUREN NYHEDER

Naturens fortryllende magi: Desperation drev mor og barn ud i skoven

”For første gange i mange måneder havde vi så dejlig en aften”, siger Maria Arlø Colsted, der varmt anbefaler naturen til andre med børn med diagnoser. ”Alle de indgroede vaner, som ellers er så vigtige for børn med autisme, har man ikke derude, og der er ingen ture, der er ens. Men Mikkel har det så godt med det, og vi har været på rigtig mange forskellige ture”, siger hun. Privatfoto: Maria Arlø Colsted

En fejlplacering knækkede diagnoseramte Mikkel. Først efter to måneder og en desperat flugt ud i skoven, så Maria sin søn igen. ”Det kunne have gået grueligt galt”, fortæller hun. 

Afmagten drev af væggene hjemme hos Maria Arlø Colsted. Trods protester havde kommunen anbragt hendes dengang seksårige søn, Mikkel, i en specialklasse på en ganske almindelig folkeskole.  

”Der var kun én ekstra pædagog, og det gik slet ikke. Det knækkede ham. Det var som at få et fremmet barn hjem, og jeg blev mødt af en enorm vrede af ham, som var rettet mod skolen. Alle omkring os kunne kun være tilskuere til, at det knækkede stille og rolig for os herhjemme”, fortæller den 38-årige og enlige mor fra Birkerød. 

Jeg tog min yogamåtte under armen, og så lånte jeg en sovepose af min veninde, Maria Arlø Colsted

Mikkel lider af ADHD og atypisk autisme med PDA-profil. De diagnoser fik han allerede meget tidligt i livet, fortæller Maria. 

”Det giver ham nogle ekstreme vredesudbrud og en enorm egoisme, så han ikke kan se ud over sin egen næsetip. Så der var ellers god grund til at blive hjemme med ham”, konstaterer Maria, der stik imod al fornuft, gjorde det præcis modsatte. 

”Jeg tog min yogamåtte under armen, og så lånte jeg en sovepose af min veninde, som hun har haft med på Roskilde Festival de sidste 20 år, og så ringede jeg til min mor og sagde, ”vi skal i skoven. Vil du køre os derud?””, fortæller hun og griner. 

Så sit barn igen for første gang i to måneder

Maria Arlø Colsted fandt en shelter ved skovskolen i nødebo i Nordsjælland. Hun havde aldrig prøvet at tænde et bål, og telt havde hun ikke sovet i, siden hun var barn.  

Naturens-fortryllende-magi-3-tilpasset
Udover en pulverslukker, en yogamåtte, en sovepose, Mikkels juniordyne, en børnebog og pølser til aftensmad, var to stearinlys alt, hvad Maria og Mikkel havde med på deres første overnatning udenfor. Privatfoto: Maria Arlø Colsted

”Det var et rent sats. Jeg havde aldrig tændt et bål, lavet mad eller sovet ude før. Vi havde intet med til at lave kaffe på eller andet ud over et par stearinlys, yogamåtten, soveposen, Mikkels juniordyne og en bog, som jeg læste op fra for ham om aftenen og så pølser til aftensmad. Det var det”, siger hun med sit humoristiske glimt i øjet og fortsætter: 

Jeg havde håbet, han ville banke på træerne med en pind og råbe ad sine lungers fulde kraft, Maria Arlø Colsted

”Mikkel havde det rigtig svært og var så stresset. Jeg havde håbet, han ville banke på træerne med en pind og råbe ad sine lungers fulde kraft og komme ud med nogle frustrationer. Men det modsatte skete. Jo mere dagen og aftenen skred frem jo mere ro kom der, og efterhånden som tiden gik derude sad han bare og smilede og fjollede rundt”. 

Det var første gang i to måneder, jeg så mit barn igen”, siger hun inden hun på sædvanlig humoristisk vis tilføjer: 

”Jeg havde forresten også en pulverslukker med, for hvis der gik ild i noget, så skulle jeg jo kunne slukke det”, fortæller hun. 

Men selvom Mikkel slappede af, og hun langsomt åndede lettet op, erkender hun i dag, at der alligevel var nogle overvejelser, hun burde have gjort sig på forhånd: 

”Jeg vil råde andre til at sætte sig lidt mere ind i tingene, end jeg gjorde, da vi tog afsted. Jeg anede eksempelvis intet om, at man skal booke sheltere. Vi tog bare ud til shelteren og så, at den var tom og tænkte, ”den tager vi bare” og slog os ned. Men det viste sig, at shelteren var booket til en rustur”.  

Hen under aftenen kom der en mand… 

På vejen derud var Marias mor ellers temmelig nervøs for sin datter og sit barnebarn. Heller ikke Mikkel var særlig vild med tanken om at overnatte i skoven. 

”Han blev sur, da han hørte, at vi skulle i skoven, men da han så legepladsen ved skovskolen, blev han glad, og da der kom gang i bålet, var alt glemt. Min mor var nok noget nervøs. Det tror jeg stadig hun er, når vi tager afsted. Hun fortalte, at hun tog telefonen med i seng, så vi bare kunne ringe, hvis vi ville hjem. Men nej, vi skulle bare afsted”, fortæller Maria Arlø Colsted. 

Han kaldte vores bål for et fedtmule-bål, Maria Arlø Colsted

På trods at hendes mor havde telefonen med i seng, forblev den tavs. Også selvom Maria og Mikkel pludselig fik uventet besøg.

”Hen under aftenen kom der en mand. Han blev noget overraskede over at finde os der. Han kunne lige så godt have bedt os om at smutte igen, fordi vi absolut intet havde at gøre der. Han kaldte vores bål for et fedtmule-bål og ændrede det og forklarede mig om forskellige opbygninger af bål”, fortæller Maria. 

Den ene mand blev til flere, efterhånden som deltagerne på rusturen begyndte at ro i land skovskolen.

Jeg turde bare ikke gå ud og tisse, for jeg havde fået at vide, at der lå mange lige rundt omkring, Maria Arlø Colsted

Men selvom Maria og Mikkel lå i en shelter, som var booket af andre, bidrog den uventede oplevelse og mandens reaktion bare yderligere til den gode oplevelse. 

”Det var overhovedet ikke uhyggeligt, for der var jo vildt mange mennesker. Jeg turde bare ikke gå ud og tisse, for jeg havde fået at vide, at der lå mange lige rundt omkring i bivuak, så vidste ikke, hvor jeg kunne sætte mig”, fortæller Maria og griner igen.

På en tur hentede Maria og Mikkel to unghaner hos Marias søster, som de slagtede og spiste derude. Den ene af hanerne slap fri fra snoren, den var bundet i og fór ud foran en ældre kvinde med en hund. ”Hun blev virkelig overrasket og kiggede på os, som om vi var et par tosser med et barn, der havde slået sig ned i skoven”, fortæller Maria Arlø Colsted og griner ved tanken om det sære syn. Privatfoto: Maria Arlø Colsted

”Jeg tror, at manden arbejdede i en friluftsbutik med noget undervisning og var guide på rusturen. Han lagde sig tæt ved os for at sikre, at festen og de unge mennesker ikke rykkede ned i shelteren til os. Det var dejligt, at han reagerede, som han gjorde, ellers måtte jeg rulle min yogamåtte sammen igen og tage hjem”.  

”Det kunne have gået grueligt galt…”

Her lå Maria nu i sin sovepose på det hårde gulv i shelteren. Yogamåtten og juniordynen havde Mikkel fået. Men på trods af, at det var oktober, og efteråret var kommet snigende, så blev turen en succes.  

”Om det var os der fandt naturen, eller naturen der fandt os, ved jeg ikke. Men siden er det blevet til rigtig mange ture ud. Årstid og vejr er lige meget. Det har samme virkning, at det er fantastik og giver mental ro og er godt for sjælen”, siger hun. 

Samtidig har udelivet haft en forbløffende effekt på Mikkel.  

”Det kunne have gået grueligt galt, fordi jeg tog ham ud af rutinerne. Ofte er det sådan med folk med autisme, at man skal skemalægge alt og gøre alt på bestemte tidspunkter og i rigtig rækkefølge, ellers knækker det helt for dem. Sådan er det ikke ude i naturen, der er aldrig to dage, der er ens, men Mikkel falder bare helt ned og slapper af”, fortæller Maria, der lige så stille begyndte at se positive ændringer i Mikkels adfærd, jo mere de kom ud. 

Alle omkring os kan mærke den kæmpe forskel, det har gjort for ham og os, Maria Arlø Colsted

”Alle omkring os kan mærke den kæmpe forskel, det har gjort for ham og os. Det er meget tydeligt, når han er glad. Så hopper han ligesom Benny fra Olsen Banden, og det begyndte lige så stille at komme igen, efter vi kom ud. Der er så meget at lave ude i naturen, man keder sig aldrig, og der er højt til himlen”, siger hun. 

”Jeg har overgået mig selv 100 procent”

I dag er Maria og Mikkel ude på alle tider af året og i al slags vejr. Stille og roligt har de fået mere og mere udstyr, som står klar i kasser til at sætte på cyklen, så de hurtigt kan komme afsted.  

”Jeg købte et liggeunderlag her i sommer, og jeg havde aldrig troet, at man kunne sove så godt udenfor”, siger hun og griner igen, inden hun sætter ord på den forvandling, hun har været igennem, siden hun overnattede udenfor med sin søn for første gang for lidt over to år siden. 

”Jeg har overgået mig selv 100 procent. For to år siden, var der nok ikke en eneste, der ville have troet, at jeg ville blive friluftsmenneske, men det blev jeg. Hvis nogen havde foreslået mig at tage i skoven for to år siden, havde jeg tænkt, ”nej, I er bindegale”, men jeg var simpelthen så desperat og skulle afsted med det samme”. 

Jeg opfordrer andre med børn med diagnoser til at tage i skoven eller ud i naturen, Maria Arlø Colsted 

Heldigvis er situationen omkring Mikkels skole efter to års kamp også faldet på plads. 

Naturens-fortryllende-magi-2-tilpasset
“Maria og Mikkel er ude i alle slags vejr. I efteråret 2020 var de ude i skybrud ved Furesø i Farum. “Vandet fossede bare ned, så vi var heldige, at vi ikke blev skyllet ud i søen. Han vil super gerne ud, når det sner”, siger Maria Arlø Colsted. Privatfoto: Maria Arlø Colsted

”Jeg tog ham ud af skolen i to år, hvor jeg gik hjemme og passede ham. Folk er ved at være corona-trætte, men sådan har jeg haft det i 2,5 år nu. Det har været en lang kamp med kommunen, men de har erkendt deres fejl, og Mikkel er nu kommet på behandlingsskole, hvor der også er psykiater og sygeplejersker. Det er superfedt”, siger Maria Arlø Colsted.  

Undervejs i de to år, hvor Maria gik med Mikkel derhjemme, var det naturen, der var familiens åndehul. Det var her, de samlede kræfter og tankede op.

”Han er rigtig god til at være ude, og det er jeg også blevet. Så snart, der begynder at komme gnidninger herhjemme, foreslår han, at vi skal i skoven. Jeg tror helt sikkert, at naturen vil have samme effekt på andre børn med diagnoser, specielt hvis de er meget udadreagerende som Mikkel”, siger Maria Arlø Colsted og slutter med en opfordring:  

”Jeg opfordrer andre med børn med diagnoser til at tage i skoven eller ud i naturen, men ofte kigger de på mig, som om jeg er åndsvag. Men hvis man er frisk på at prøve noget nyt, tror jeg, det kan hjælpe rigtig meget på andres vrede og frustrationer også. Jeg tror, mange vil kunne finde glæde ved det, og bål giver bare en helt speciel ro”, siger hun.

Similar Posts