NYHEDER TELT

Sådan overvandt Louise frygten for at sove ude: Slog teltet op i stuen

Fra stuen til trampolinen i haven og hængekøje i skoven. For Louise Knudsen har de små skridt langsomt modnet hende og sønnen, Jais (billedet red.), så de nu sover frit under stjernerne i skoven. Privatfoto: Louise Knudsen

Den langsomme tilvænning gjorde det overskueligt at sove i telt. Louise Knudsen startede med at slå teltet op hjemme i stuen, og det blev en succes. I dag har hun sovet i hængekøje under stjernerne med sin søn for første gang.

Louise Knudsen er 32 år og fra Odense. Udeliv og telt er en relativt nyopdaget verden for hende og hendes 8-årige søn, Jais. Først efter bruddet med Jais far, begyndte Louise at få øje på en helt ny verden, som var næsten fuldstændig uudforsket for hende.

”Jeg kom til et punkt, hvor al den tænken over tingene blev for meget. Nu måtte jeg handle og gøre noget ved det, så jeg tog sagen i egen hånd, og tænkte hvad er det værste, der kan ske? Og så kørte jeg til Frankrig med min søn. Det har vi fået nogle rigtig gode oplevelser ud af”, fortæller Louise Knudsen, der er projektleder i Nordfyns Kommune.

Derfra gik det slag i slag for Louise og hendes søn. Når hun tænker tilbage, kan hun kun mindes to gange før den tur, hvor hun har trådt ud af sin normale komfortzone og overnattet udendørs.

”Jeg har kun sovet i telt to gange tidligere i mit liv. Den ene gang til ringridning i Sønderborg, og den anden var til Midtfyns Festival. Det var bare hammerhyggeligt”, mindes hun.

Små skridt fra stuen ud til trampolinen

Midtfyns Festival blev sidst afviklet i 2003. Louise Knudsen har dermed været i begyndelsen af sine teenageår, da hun sidst sov i telt. Selvom både teltoplevelsen her og til ringridningen i Sønderborg var rigtig gode, var det bare ikke noget, der forplantede sig til en tilbagevendende aktivitet.

Af samme årsag har Louise heller ikke introduceret hendes søn Jais for udelivet før for et par år siden.

”Det er usikkerhed, der gør, at vi ikke har sovet ude før. Jeg har følt mig usikker over at sove ude alene med min dreng. Det kan godt være uoverskueligt, når man ikke kender omstændighederne”, siger hun. Derfor tog hun utraditionelle metoder i brug for at vænne hende selv og hendes søn til overnatninger udenfor.

Vi sov i stuen nogle gange, og på et tidspunkt synes jeg, det var på tide, vi gjorde det ude, Louise Knudsen

”Vi startede med at sove i telt hjemme i stuen. Teltet, vi har sovet i, er et simpelt pop-up-telt fra Lidl. Jeg kan ikke huske, hvor ideen kom fra, men for et par års tid siden tænkte jeg, at det kunne være hyggeligt med et telt. Så jeg fandt et pop-up telt i Lidl, som vi satte op hjemme i stuen og pyntede med en lyskæde jeg har, og så sad vi der og spiste snacks og spillede Uno”, fortæller hun.

Dengang boede Louise stadig sammen med Jais far. Udfordringen var at tage det store skridt væk fra de vante og trygge rammer med afbryderknappen i form af den bløde seng i soveværelset og børneværelset. Men de kom, skridtene. Ét efter ét, bragte de hende og sønnen Jais ud af stuen og videre ud ad hoveddøren.

Luksuscamping med dåseflødeskum i kakaoen på trampolinen i baghaven. ”Det er ikke altid, at børn siger, hvad de tænker, men det er tydeligt, at han nyder, når jeg er 100 procent nærværende”, siger Louise Knudsen. Privatfoto

”Vi sov i stuen nogle gange, og på et tidspunkt synes jeg, det var på tide, vi gjorde det ude. Så rykkede vi ud på trampolinen i haven, og så ud i min søsters have. Dengang boede vi i hus med en trampolin ude i haven, hvor vi satte teltet op på med en presenning over teltet. Vi havde en eltrommel, som vi trak derned, så vi også kunne få lys. Det var dejlig blødt og det var simpelthen så hyggeligt”, fortæller Louise Knudsen.

Prøver tingene med andre voksne først

I mellemtiden var Louise flyttet væk fra Jais far og baghaven med trampolinen og ind i en lejlighed i midten af Odense. Men nu var de første skridt taget. Turen til Frankrig satte ekstra skub i den unge kvindes stadig stigende selvsikkerhed. Næste skridt for Louise og hendes søn, Jais, er derfor et shelter.

Louise Knudsen har sovet i shelter to gange med min kæreste. Første gang var i en flydende shelter i Bogense Havn, hvor de lejede to subboards og padlede derhen. ”Det var virkelig, virkelig godt”, siger hun.

Den drøm blev opfyldt i 2020 for Louise. Nu var der dukket en ny fyr op i Louises liv. Kevin, som Louises nye kæreste hedder, var frisk på at prøve udelivet sammen med hende. I første omgang var det dog uden Jais.

Man er mere tryg, når man har prøvet det uden børnene først, Louise Knudsen

”Min kæreste og jeg har overnattet i shelter to gange. Jeg vil også gerne have min søn mere med i friluftlivet, men man er mere tryg, når man har prøvet det uden børnene først, så kan man bedre udstråle, at man har styr på det. Der ligger et grønt område tæt på, hvor vi bor nu, men det vil jeg ikke så tæt på byen. Der er for mange unge mennesker. Det skræmmer os, så det vil vi ikke”, fortæller hun.

Alligevel har Louises oplevelse med ´den nye kæreste Kevin ændret hendes opfattelse af, hvordan det er at sove i shelter. Hun er derfor begyndt at kigge efter gode overnatningssteder med sin søn på appen ’Shelter’.

”Det har på en eller anden måde ændret sig af, at jeg har prøvet det uden ham i en shelter, og oplevet, at det ikke er så uhyggeligt. Jeg har fundet nogle shelters på shelterappen, hvor der også er bålplads, men vi har ikke sovet i nogen af dem endnu, fortæller hun.

Gode oplevelser giver lyst til mere

Lysten til at udforske andre sider af udelivet er langsomt vokset frem i takt med Louise Knudsens voksende selvbevidsthed. Vandring er pludselig kommet ind i hendes og sønnens liv, og inspirationen kom fra en helt uventet kant.

”Jeg har ikke vandret før. Det er en corona-ting. Det kom af, at jeg hørte en lydbog med Jesper Buch, der startede Just Eat. Han var helt udkørt på et tidspunkt og besluttede sig for at gå caminoen. Det inspirerede mig og fik mig til at tænke, at det vil jeg gerne selv”, fortæller hun. Siden har hun snøret vandreskoene en del gange.

”Vi har været på nogle forskellige vandreture i naturen. Den ene tur, vi gik, var fra Odense til Belling. Så har vi gået i Fyns Alper i Vissenbjerg og til Ebelø, hvor vi gik igennem vand. Den største var turen fra Odense til Belling, som er en del af en pilgrimsrute. Vi har blandt andet også tilmeldt os hærvejen virtuelt på vandreruter.dk”, siger hun.

Jeg prøver at give min søn nogle gode oplevelser, og så er det bare en bonus, at han kommer ud af sin komfortzone og udvikler sig, Louise Knudsen

Også sønnen, Jais, har Louises langsomme tilvænning til naturen haft en positiv indflydelse på.

”Jeg prøver at give min søn nogle gode oplevelser, og så er det bare en bonus, at han kommer ud af sin komfortzone og udvikler sig. Det kunne være fedt at komme til Norge med ham. Hans bedste ven har været der. Det tror jeg, han vil vokse af”, fortæller Louise.

Som så mange andre børn i Danmark i dag, bliver Jais heller ikke eksponeret så meget for mulighederne for overnatning i naturen blandt sine kammerater.

”Børn er ikke så rastløse som hjemme. De bliver stimuleret på en hel anden måde. Duften af bål og vinden skaber nærvær. Det er fedt med børnene” siger Louise Knudsen. Privatfoto

”Jeg har ikke indtryk af, at der er nogen tendens i hans klasse til at man dyrker udelivet. Han har en enkelt klassekammerat, der har sovet i telt med sin far, men hans bedste ven har ikke”, siger Louise Knudsen. Men selvom hans bedste ven endnu ikke har prøvet at sove i telt, har han alligevel prøvet noget, som Jais på det tidspunkt ikke havde.  

”Hans bedste ven fra skolen går til spejder. Det var på Jais eget initiativ, at han også blev spejder. Jeg synes, det er i god tråd med det her. De er tre drenge fra klassen, der er spejdere, og jeg har indtryk af, at de andre synes, det er cool. Han er stolt af at være spejder”, siger hun.

Fra telt i stuen til hængekøje i skoven. Det er tilladt at overnatte i hængekøjer i træerne i offentlige skove. Her er Jais Knudsen på sin første overnatning i hængekøje i efteråret 2020. Privatfoto

Alle kan godt være med

De små skridt, der startede med et pop-up-telt hjemme i stuen, og som førte Louise og Jais ud på trampolinen og videre ud i søsterens have, har nu gjort mor og søn til to fuldblods udelivsmennesker.

Seneste skud på stammen i udelivs-eventyret er et sæt hængekøjer, som Louise har købt. De blev første gang taget i brug i efteråret, da hende og Jais overnattede ude i en skov.

Jeg vil anbefale at gøre det i små skridt som os, så får man en langsom tilvænning, Louise Knudsen

”Hvis man tager det i små skridt, gør man det mere håndterbart. Hvis man kan have det godt i luksusudgaven hjemme i stuen, så kan man også tage skridtet videre og rykke udenfor. Det handler lige så meget om, hvordan barnet reagerer. Hvis barnet er ok med luksusudgaven, så kan man sagtens tage skridtet videre. Det gør det mere overskueligt”, fortæller Louise Knudsen.

Netop det at gøre tingene overskueligt for sig selv er Louise Knudsens råd til andre, der gerne vil ud i naturen, men som ikke helt ved, hvor de skal starte.

”Det kan føles som meget, man skal planlægge og have med på turene, men når man først har prøvet det én gang, bliver det nemmere at overskue. Jeg vil også anbefale, at man først tager ud med en anden voksen først. Jeg tror, man skal finde ud af, at det ikke kræver så meget, som man tror. Det kan virke uoverskueligt, men det er det ikke. Alle kan gøre det”, siger hun.

At slå teltet op hjemme i stuen som Louise Knudsen gjorde med sin søn, Jaris, kan derfor være et rigtig godt sted at starte.

”Det er en god måde at prøve det af på og at blive tryg ved at ligge i telt på. Det er en nem og anderledes måde at skabe nærvær med sit barn på. Det var hyggeligt at sove derinde, så det har vi gjort nogle gange. Jeg vil anbefale at gøre det i små skridt som os, så får man en langsom tilvænning”, Louise Knudsen.

Similar Posts

Denne side bruger cookies for at forbedre din oplevelse. Ved at benytte denne side, accepterer du, at vi bruger cookies.  Læs mere