I NATUREN NYHEDER

Juleromantik og stjerneskud: Stjernehimlen i december er fuld af flirt

Stjernehimlen i december

Når du ser et stjerneskud lad dit ønske flyve ud… Stjernehimlen i december 2021 byder på stjerneskud og mulighed for juleromantik i lange baner. Foto: Pixabay

Stjernehimlen i december 2020 giver optimale chancer for juleromantik. Her får du nemlig årets bedste mulighed for at se stjerneskud.

Stjernehimlen i december byder på årets bedste chancer for romantik. En stjerneregn fylder nemlig himlen i julemåneden, så hvis du allerede er i forhold, bør du gribe chancen med din udkårne og komme ud under stjernerne. Det samme gælder, hvis du er single, men har én du er lidt lun på.

Natten til den 21. december er nemlig årets længste nat. Det betyder, at vintermørket byder på årets bedste muligheder for at se stjerner og dermed også den regn af stjerneskud, som decembers stjernehimmel lader falde over os.

Aftenen til årets længste nat dukker også et andet utroligt fænomen op på himmelen. Det er så sjældent et syn, at ingen levende mennesker har set det her fra Jorden i de sidste 400 år.

Derudover kan du stadig se den ildrøde planet Mars, som kigger frem over horisonten fra sydøst omkring klokken 16 og langsomt bevæger sig mod syd og går ned i vest mellem klokken 1 og 2 om natten.

Der er med andre ord mange gode grunde til at pakke termokanden, de lune tæpper, tophuen og en stor notesblok til alle juleønskerne, når du ser et stjerneskud.

Meteorregn på stjernehimlen i december

Fra den 4. til den 17.  december får du årets bedste mulighed for at se stjerneskud. Her bevæger Jorden sig nemlig ind i resterne af en kosmisk sværm af stjernestøv fra den ældgamle asteroide Phaethon, som regner ned over os som stjerneskud.

Hvis vejret tillader det, er det nemmest at se Geminiderne, som meteorsværmen hedder, natten mellem den 13. og 14. december.

Meteorsværmen har fået sit navn fra stjernebilledet Tvillingerne (Gemini), hvor stjerneskuddene ser ud til at komme fra. Tvillingerne ligger nordøst for og ganske tæt på den bedre kendte Orion, som mange kender på bæltet, der består af tre klare stjerner på ræd og række.

Selv om stjerneskuddene udspringer fra Tvillingerne, kan de ses på hele aften- og nattehimlen og er tydeligst omkring midnat.

Stjernehimlen i december (1)
Chancerne for at se flest stjerneskud er størst natten mellem den 13. og 14. december, hvis altså vejret og månens lys tillader det. Foto: Pixabay

Stjerneskud i december

December er årets bedste tidspunkt at se stjerneskud.

Stjerneskuddene hedder Geminiderne.

Geminiderne kan opleves fra den 4. til den 17. december.

Antallet af stjerneskud topper natten til den 14. december.

I 2021 er der fuldmåne den 19. december, hvilket kan forstyrre udsynet til stjerneskuddene en anelse.

Når man ikke at se Geminiderne, så får man chancen for en ny, men mindre meteorstorm lidt senere på måneden.

I dagene fra den 17. til den 26. december kan man nemlig se Ursiderne. Her kan du opleve op mod 20 stjerneskud i timen.

Under optimale forhold giver Geminiderne mulighed for at se helt op mod 140 stjerneskud i timen. Desværre er månen tiltagende i de dage, og den 19. december er der fuldmåne.

Det betyder, at jo længere, man venter med at gå ud under stjernerne, mens Geminiderne står på, jo sværere bliver det at se stjerneskuddene for månens lys. Det er dermed om at krydse fingre for klart vejr fra den 13. til den 14. december.

Hvis vejret eller månens lys driller, så fortvivl ikke. For i dagene fra den 17. til den 26. december kan du nemlig se Ursiderne, som er en mindre meteorsværm end Geminiderne. Her kan du opleve op mod 20 stjerneskud i timen.

Billeder på stjernehimlen i december

Året rundt dykker nye mytiske figurer op på nattehimlen, mens andre dykker ned under horisonten og forsvinder igen. I hvert fald for en tid. For præcis som årets cyklus puster liv til naturen igen, puster himlen også liv i stjernebillederne.

Nogle af de billeder, du kan se på stjernehimlen i december, er blandt andet Orion, Tvillingerne (Gemini) og Cassiopeia. Hvis du er i tvivl om, hvordan stjernebillederne ser ud, får du her tre forslag til apps, som du kan downloade til din smartphone.

Smarte app’s til stjernehimlen i december

Night Sky

Med Night Sky kan du finde stjerner, planeter og satellitter lige over dig. Samtidig kan du også læse mere om alle stjernerne og planeterne. Når du peger din smartphone mod himlen, kan du trykke på stjernerne, får du straks deres navne. Du kan også rejse gennem tiden og se himlen, som den var engang, og som den vil se ud i fremtiden.

SkySafari

SkySafari er et lille lommeplanetarium, som er let at bruge. Ligesom med Night Sky holder du din smartphone op mod nattehimlen, og så får du lynhurtigt informationer om alt fra planeter, stjernebilleder, satellitter og millioner af stjerner og dybe himmelobjekter.

Sol og måne 3D

På Sol og måne 3D kan du holde øje med, hvornår solen og månen går op og ned. Du kan derudover tjekke solen og månen for flere år siden og flere år frem. Appen viser sol og månens positioner, månefaser, og hvor meget dagen er tiltaget.

Similar Posts

Denne side bruger cookies for at forbedre din oplevelse. Ved at benytte denne side, accepterer du, at vi bruger cookies.  Læs mere