Træet lignede næsten allerede en lejrmand med to pinde, der stak ud som arme, der bare skulle pakkes ud. ”Det var som om, lejrmanden allerede var der, den skulle bare pakkes ud af det overskydende træ”, fortæller Peter Høegh. Privatfoto
En tradition med ukendt oprindelse har sneget sig ind i Peter Høeghs haveshelter: En lejrmand. Den lille træmand tog en håndfuld aftener at snitte. Nu bor den i haveshelteret og passer på pigerne, når de sover. Og de tror på magien.
Peter Høegh sidder alene i mørket under stjernerne. Langsomt og med millimeter præcision skærer hans lommekniv igennem det bløde træ, han holder i sin hånd. Han vender det cirka 15 centimeter lange stykke træ i sin hånd, kigger grundigt på det i skæret fra bålet. Så gnubber han med tommelfingeren og puster til et stykke savsmuld, inden han sukker tilfreds.
Peter Høegh har snittet en lejrmand. Nu sidder han med det færdige resultat i sin venstre hånd, mens ilden knitrer i bålet foran ham. I bedste Emil fra Lønneberg-stil har han netop færdiggjort en lille træmand, mens pigerne på 6 og 8 år sover trygt i shelteren bag ham.
”Jeg kan ikke huske, hvor jeg har hørt historien om lejrmænd fra, men jeg var spejderleder engang, så måske var det derfra. Jeg snittede den hen over fire eller fem aftener, hvor jeg sad et par timer ad gang, når ungerne sov, og der kun var mig selv, der sad og så ind i flammerne”, siger Peter Høegh, der til daglig arbejder som VVS’er.
Noget af terapien ved udeliv er, at ting tager den tid, ting tager, Peter Høegh
Lejrmand passer på pigerne og på lejren
Peter Høegh er 44 år og fra Tappernøje på Sydsjælland. Han fortæller, at figuren i dag har fået sin faste plads hos familien, hvor den bor og passer på, at intet ondt skal ramme familien.
Hvis man planter ideen i dem om, at lejrmanden er levende, spiller de med på legen. Så bliver den levende i fantasien, Peter Høegh
”Vi har en haveshelter, og når børnene lå og sov derinde, sad jeg og snittede. Det skulle foregå med snittekniv, for noget af terapien ved udeliv er, at ting tager den tid, ting tager”, fortæller han og fortsætter:
”Det er en lejrmand, der skal passe på vores lejr. Nu synes jeg, den var færdig. Ungerne synes også, det er sjovt, og nu skal den ud og bo i shelteren”, siger Peter Høegh.
Selvom Peter Høegh ifølge ham selv hverken er religiøs eller overtroisk, rummer den lille træfigur alligevel en vis magi, fortæller han.
”Nej, jeg er ikke overtroisk, men jeg synes historien er god, og den er sjov for børn. De er 6 og 8 år, så de har stadig en alder, hvor de tror på tandfeen og nissen på loftet, så de tror også lidt på lejrmanden. Hvis man planter ideen i dem om, at lejrmanden er levende, spiller de med på legen. Så bliver den levende i fantasien”, fortæller han og fortsætter:
”Jeg tog lejrmanden med ind for at vise den frem, og min ældste pige spurgte, om den skulle bo herinde. Det skal den ikke, og det kunne hun heller ikke forstå, for den skal jo passe på shelteren, fortalte hun. Så hun gik ud og satte den på plads derude igen”.
Træmænd, guldgubber og bronzeguder med magiske kræfter
Hvor traditionen med at snitte lejrmænd kommer fra, ved Peter ikke. Søgninger på nettet efter ”lejrmænd” giver heller ikke mange resultater, men selv fortæller Peter Høegh, at en lejrmand er en slags skytsengel for lejren, og for folkene der bor i den.
”Men oprindelsen er ukendt for mig. Jeg har søgt på, hvor lejrmanden kommer fra, men kan ikke finde noget svar. Men jeg synes, det lyder plausibelt med den form for overtro i et gammelt samfund”, siger han.
Faktisk kan der være noget om snakken. For rundt omkring i de danske moser er der igennem tiden dukket mystiske figurer op af mænd i alt fra metal, træ og guld.
Et eksempel er træmanden fra Rude Eskildstrup. Træmanden, der er fundet ved Rude Eskildstrup i Midtsjælland i 1880’erne, er en 42 centimeter høj figur, som blev fundet stående lodret i en mose.
Derudover er adskillige guldgubber dukket op af den mørke muld. Hvad guldgubberne præcis har været brugt til, er usikkert, men mange mener, at de formentligt har haft en stor symbolsk betydning i den førkristne kult.
Det samme menes at være tilfældet med de mange små bronzefigurer af mennesker, som også er fundet på gamle bopladser eller i nærheden af søer og moser. De menes af være gudestatuer, og inspirationen er formentligt hentet fra Romerriget. Her lavede man blandt andet de såkaldte larer, som er skytsguder eller -ånder, der beskyttede familiens ejendom og blev dyrket ved hjemmets arne.
Jeg gør, hvad jeg kan, for at mine piger ikke bliver bange for naturen. Den irrationelle frygt vil jeg gøre alt for, at de ikke får, Peter Høegh
Selvom både lejrmandens, guldgubbernes, bronzefigurernes og træmanden fra Rude Eskildstrups baggrunde er ukendte, er teorierne om deres funktion påfaldende ens.
”Jeg kan forestille mig, at når nomadefolket flyttede lejr, så var lejrmanden en af de ting, som skulle være i orden, så han kunne holde vagt, når folkene var på jagt og lå og sov. Man satte sin lid til ting, man legemliggjorde i træ, sten og metal”, fortæller Peter Høegh.
Træmand skaber fascination i stedet for frygt
Både træmanden fra Rude Eskildstrup, guldgubberne og bronzeguderne stammer fra jernalderen, omkring år 400 til 800. Uanset om lejrmanden er et levn fra samme tradition eller ej, så har den sin berettigelse hos familien Høegh.
”Jeg gør, hvad jeg kan, for at mine piger ikke bliver bange for naturen. Den irrationelle frygt vil jeg gøre alt for, at de ikke får. Jeg vil hellere give dem fascinationen. Hvis jeg gør lejrmanden levende for dem, så tror de også lidt på det, tror jeg”, siger han og fortsætter:
”Selvom mine to døtre er meget pigede med feer, prinsesser, regnbuer og lyserødt, elsker de at komme ud i naturen og kan rigtig godt lide det. Langt hen ad vejen bliver børnene også, som vi former dem. Så hvis vi præsenterer dem for de muligheder, der er i naturen, så hænger det også ved. Det bilder jeg mig i hvert fald ind”, siger Peter Høegh.
Selvom lejrmanden allerede er blevet en integreret del af familien, har træmanden endnu ikke fået noget navn. Men det er ifølge Peter Høegh en opgave, som måske skal løses i fællesskab over de næste afteners bål. ”Jeg har tænkt på, om den skal have et navn, men har ikke kunnet finde på noget. Jeg tror, jeg vil inddrage ungerne i det. Det er sjovere, når vi kan have det at være fælles om. Den slags ritualer gør det til et mere hjemligt og trygt sted i haven. Der er mange, der er bange for bøhmænd, men vi får en god oplevelse udenfor”, siger han.
