CAMPERVAN & AUTOCAMPERE U 3500 kg NYHEDER

Udlejning af campere stormer frem: Populært som aldrig før

leje autocamper leje campervan

Hos Fritidsbiler i Haslev på Sjælland er man eneforhandler i Danmark af Roadcar, som ses på billedet. Her oplever man som alle andre forhandlere i landet stor efterspørgsel på leje af campere. Foto: Carado Danmark

Coronaen har sat gang i camperudlejningen. Tre ud af fem danskere forventer nemlig at blive i Danmark til sommer, og autocampere og vans giver danskere den frihed, de sukker efter under nedlukningen.

Tre ud af fem danskere forventer at blive i Danmark til sommer. Det har sat gang i udlejningen af autocampere og campervans, hvor flere udlejere allerede kan melde om alt udsolgt.

Skal man som ferielysten dansker nå at have fingre i et sommerhus på fire hjul med den frihed, det giver at kunne vågne op med havudsigt den ene dag og i en skov i den næste, så skal man handle nu.

Det fortæller Kasper Nielsen, der er en af kræfterne bag familievirksomheden Fritidsbiler i Haslev på Sjælland.

”Der er tryk på kedlerne. Vi har syv biler til udlejning, og alt er udlejet i påsken, og det samme gælder for det meste af børnenes sommerferie i juli. På grund af den store efterspørgsel har vi udvidet lejeperioden, så man nu også kan leje vores biler i en forlænget weekend i pinsen, store bededag og i himmelfartsferien i april og maj”, siger han og fortsætter:

”Vi udlejer helt frem til efterårsferien. Som noget helt specielt har vi en Hymer og en Bravia i vanstørrelse med popup-tag. Det giver god plads til en lille familie på fire med to børn. Alle biler kan køres på et lille kørekort til en ganske almindelig personbil, og som de eneste i Danmark har vi også en Hymer Mercedes S600, som giver ekstra køreglæde”.

Alt udlejet hos Jysk Campingudlejning i Hedensted

Undersøgelsen der viser, at tre ud af fem danskere forventer at blive i Danmark til sommer, er lavet af YouGov for Danske Bank. Årsagen til det høje tal er coroana-pandemien, som har fået danskerne til at få øjnene op for mulighederne i vores eget land.

På trods af, at der i begyndelsen af corona-pandemien, var nedgang overalt, er det nu vendt til det modsatte.

Hos Jysk Campingudlejning i Hedensted, hvor man udlejer seks autocampere, havde man eksempelvis problemer med at leje bilerne ud i 2020. Det har nu ændret sig, og den midtjyske udlejer kan nu melde alt udsolgt i 2021.

”2020 var et hårdt år, men i år må jeg sige nej til mellem to og fem kunder hver dag, og det er begge dele på grund af coronaen. Halvdelen af kunderne har aldrig haft med autocampere at gøre, men siger, at de har drømt om det i mange år, og nu skulle det være. De har fået øjnene op for den frihed, autocampere giver”, siger Elo Andersen, der er indehaver af Jysk Campingudlejning.

Skøn kyststrækning giver fantastiske oplevelser

I Danmark har vi mere end 8.750 kilometer kystlinje. Samtidig er det tilladt at overnatte og få strøm på de fleste havne rundt omkring i landet. Det giver danske autocampister en unik mulighed for at vågne op med havudsigt.

Arno Kristensen har i flere år drevet Svendborg Camping Center, men åbnede i 2021 sidegesjæften GoAutoCamping med et vennepar, hvor de sammen udlejer autocampere. Foto: Outdoor-Camping

Derudover er der adskillige stellpladser i danmark, for ikke at tale om nogle af de flere hundrede, måske tusinde steder i landet, hvor det er tilladt at overnatte ganske gratis på parkeringsarealer og rastepladser.

Det er nogle af de muligheder, som danskerne er ved at få øjnene op for. Det mener man hos Svendborg Camping Center, som er begyndt at udleje en enkelt autocamper i marts 2021, og som allerede har måtte skaffe sig en udlejningscamper mere.

”Den første bil er allerede booket næsten hele sommeren over, så vi har anskaffet os en bil mere for at kunne følge med efterspørgslen. Den første bil har plads til to personer, mens den anden, som vi er ved at gøre klar, har plads til fire”, siger Arno Kristensen, der er indehaver af Svendborg Camping Center og fortsætter:

”Der er alt fra kopper til tallerkner, borde, stole, grill, markise, bad og toilet i bilerne, så det eneste, folk skal have med, er deres dyner, lagener og hovedpuder. Der er så mange skønne steder i Danmark, hvor man kan overnatte og få gode oplevelser, og så er vi vildt privilegerede med den kyststrækning. Det giver nogle fantastiske oplevelser”, siger han.

Similar Posts

Denne side bruger cookies for at forbedre din oplevelse. Ved at benytte denne side, accepterer du, at vi bruger cookies.  Læs mere