NYHEDER

Flertal af danskere: Drop smøgen på stranden

røgfri strand

Danskerne vil have smøger væk fra danske badestrande. Især unge foretrækker røgfri strande. Foto: Engin Akyurt fra Pixabay

Mere end hver anden vil helst smide badehåndklædet på en strand, hvor der ikke bliver røget. Blandt unge er det endda to ud af tre, der foretrækker en røgfri strand, viser ny rundspørge.

Mange steder i Europa er det slut med at ryge på stranden. Men i Danmark kan man fortsat pulse løs langt de fleste steder. Det kan man på trods af, at de fleste, og ikke mindst unge, foretrækker røgfri strande.

Kun 17 procent foretrækker en strand, hvor der må ryges. Blandt unge er det tal kun 13 procent. Det viser en ny rundspørge fra Megafon for Kræftens Bekæmpelse.

”Røgfri badestrande breder sig i andre lande, f.eks. Spanien og Frankrig. Danmark hænger i bremsen, og det er ærgerligt. For langt de fleste vil faktisk gerne kunne tage en strandtur uden skod mellem tæerne og røg fra nabohåndklædet”, siger Niels Them Kjær, chef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.

Kun få røgfri strande i Danmark

I Danmark er der endnu ikke mange strande, der opfylder ønsket om røgfrihed. Kun i Hvidovre, Fredensborg og Silkeborg Kommune er strandene røgfri.

Ifølge Kræftens Bekæmpelses tobakschef vil røgfri strande på den lange bane være med til at gøre rygning mindre synligt for børn og unge. De kan ellers nemt komme til at forbinde ferie, fritid og afslapning på stranden med rygning.

Derfor opfordrer Kræftens Bekæmpelse flere kommuner til at give badegæsterne bedre muligheder for et røgfrit strandbesøg:

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført af Megafon A/S.

Den er foretaget blandt 1.024 respondenter i perioden 24. maj til 30. maj 2022.

Undersøgelsen er repræsentativ på køn, alder og geografi.

”Når nu vi kan se, at så mange foretrækker røgfri strande – ikke mindst unge – så undrer det mig, at flere kommuner ikke giver gæsterne mulighed for at vælge røgen fra. Når man kan forbyde soundbokse, så kan man også gøre noget ved rygning”, siger Nils Them Kjær.

Skod er farlige for små børn

Et andet problem ved rygning på stranden er de mange skod, der ender i sandet. Cigaretskod smidt i naturen kan afgive tungmetaller som bly og cadmium, samt tjærestoffer og nikotin.

Alligevel understreger Niels Them Kjær fra Kræftens Bekæmpelse, at han ikke ønsker et forbud mod rygning på alle strande, men primært de store og populære badedestinationer, hvor folk ligger tæt på en varm sommerdag.

Han har ikke noget imod, at folk ryger, når de går tur med hunden på en vindblæst strand ved Vesterhavet i november.

”Små børn kan komme til at lege med og gumle på skod. Det kan være farligt. Skod er også skadelige for naturen. Cigaretfiltre består af plastik, der nedbrydes til mikroplast og ender i havet”, fortæller Niels Them Kjær.

Similar Posts