I NATUREN NYHEDER

Nyt digitalt mødested for naturglade danskere: Stor succes med Arter.dk

Foto Arter.dk - Marianne Graversen

Igennem Arter.dk hjælper naturglade danskere forskerne med at vurdere naturens “helbred”. Stictoleptura fulva var den første art, som kom i Arter.dk. Foto: Arter.dk / Marianne Graversen

Et år efter lanceringen har danskerne nu kortlagt over 8.000 danske arter. Arter.dk er et vigtigt redskab for beskyttelse af biodiversitet i Danmark og er blevet et digitalt mødested.

I juli måned sidste år fandt Marianne Graversen en orange bille i et fugtigt engområde på Fyn. Hun tog et billede, sendte det ind til Arter.dk, og fik den valideret af en ekspert. Billen var en såkaldt Stictoleptura fulva og den første af sin slags i artsbogen.

Siden databasen Arter.dk gik i luften for præcis et år siden, har borgere i hele landet fundet og indberettet lidt over 8.000 danske arter. Ifølge Anders P. Tøttrup, der er vicemuseumschef, er databasen vigtig for forskerne:

”Vi kan heldigvis se, at der er en voksende interesse for ikke blot at være besøgende i naturen, men også at deltage i aktivt i arbejdet med at passe på den. Derfor er vi utroligt glade for alle de frivillige, der bruger deres fritid til at hjælpe forskningen”, siger Anders P. Tøttrup, der også er leder for Statens Naturhistoriske Museums Citizen Science-projekter, og fortsætter:

”Her er Arter.dk er et vigtigt værktøj for vores arbejde som forskere. For det er blandt andet her, vi får det store overblik over den danske naturs ’helbred’,” fortæller han.

Artsbestemmelse med billedgenkendelse

På hjemmesiden og i appen ”Arter – indberetning” kan borgere rapportere fund af dyr, planter og svampe skoven og haven, langs kysten og på altanen.

Spotter man en fremmed fugl i trækronerne eller en ny urt i krattet, så kan man sende fundet ind til databasen, hvor det bliver artsbestemt af databasens eksperter og brugere og tilføjet til et interaktivt Danmarkskort.

Som noget nyt er det er også muligt at artsbestemme fundet via billedgenkendelse. Og netop fordi det er så vigtigt at kortlægge biodiversiteten i Danmark, glæder miljøminister Lea Wermelin sig over de mange fund:

Om Arter.dk

Arter.dk er udviklet af Miljøstyrelsen og Statens Naturhistoriske Museum.

Det er sket i partnerskab og i tæt samarbejde med de naturhistoriske foreninger og Naturhistorisk Museum Aarhus.

Arter.dk er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og Miljøstyrelsen.

Se mere på Arter.dk her.

”Naturen er i krise. Selvom det kan være svært at forestille sig på en forårsdag, hvor solsorten synger og insekterne summer, så uddør arter hurtigere end nogensinde før. Når vi ved, hvilke arter, der lever i Danmark, og hvorhenne vi kan finde dem, er det lettere beskytte dem. Derfor er det vigtigt at give forskerne redskaber til at kortlægge arternes tilstedeværelse i Danmark”, siger miljøministeren.

Samlingspunkt for naturinteresserede danskere

Efter et år er databasen nu blevet så populær, at den er blevet et digitalt mødested for de knap 7.300 brugere, der observerer stort og småt i det ganske land.

På Arter.dk samler de sig i grupper som ”Naturen på Nekselø” og ”Vild med Lille Vildmose” med fællesture, konkurrencer og vidensdeling om Danmarks dyre- og planteliv.

De mest aktive brugere har indberettet over 1.000 fund, og den overvældende succes glæder miljøministeren:

”Jeg er meget glad for, at så mange danskere vil bruge deres fritid på at værne om vores fælles natur. Arter.dk bringer os tættere på det plante- og dyreliv, der findes lige uden for vores vinduer, og inviterer til gode oplevelser i det fri. Hvad enten det er alene på den daglige gåtur med hunden eller i fællesskab med andre,” siger miljøminister Lea Wermelin.

Similar Posts