NYHEDER

Danmarks bedste naturfoto: Se vinderbillederne i ny udstilling

Mikkel Thorngreen vandt i kategorien Unge Fotografer med dette billede i konkurrencen om Danmarks bedste naturfoto. Læs mere om konkurrencen og udstillingen her. Foto: Mikkel Thorngreen

Her er vinderne af Den Danske Naturfonds fotokonkurrence 2022. Vinderbillederne og de øvrige finalister kan opleves på Zoologisk Museum fra den 5. juli til den 28. august.

Vinderne af Den Danske Naturfonds fotokonkurrence 2022 fundet. I alt blev der sendt 990 fotos ind til Den Danske Naturfonds fotokonkurrence 2022.

De fire kategorier i konkurrencen er Arter, Landskaber, Den Kreative og Unge Fotografer. De fire vinderbilleder er udpeget af Bengt Holst og zoolog og prisvindende dyrefotograf Mogens Trolle.

Med fotokonkurrencen vil Naturfonden sætte fokus på, hvor stor mangfoldigheden i den vilde danske natur faktisk er. Det fortæller Bengt Holst, der er formand for Den Danske Naturfond:

”De mange smukke og dramatiske billeder, som fotograferne har sendt ind til konkurrencen, er et vidnesbyrd om, at Danmark er fyldt med fantastiske skabninger. Så vi er kommet smukt i mål med at vise den skat, vi alle skal være med til at passe på”, siger Bengt Holst, formand for Den Danske Naturfond.

Her kan du se alle finale-billederne

Titlen som ’Danmarks bedste naturfoto’ blev vundet af det smukke foto af en stor kronhjort buk, der i silende regn brøler sine lunger ud over sletten i Dyrehaven.

Konkurrencen er en del af samarbejdet mellem Naturfonden og Statens Naturhistoriske Museum. Både vinderbilleder og finalister fra konkurrencen kan opleves på Zoologisk Museum fra den 5. juli til den 28. august.

På Zoologisk Museum er man imponerede over bredden og kvaliteten inden for dansk naturfotografering. Det fortæller Mogens Trolle, der er zoolog på Statens Naturhistoriske Museum:

”Vi er vant til at se flotte billeder af den fantastiske natur ude i den store verden. Men vi har også en smuk natur med masser af spændende arter herhjemme, som det er vigtigt at formidle og passe på. Og det er lige præcis, hvad Den Danske Naturfond sætter fokus på med denne fotokonkurrence om det vilde Danmark”, siger han og fortsætter:

”Der var masser af fotografiske perler blandt de næste 1000 indsendte billeder. Jeg er især imponeret over vinderbillederne og finalisterne, der viser dedikerede og dygtige fotografer med en evne til at fange de magiske øjeblikke i naturen, som de fleste ikke lægger mærke til”, siger Mogens Trolle, Statens Naturhistoriske Museum.

Gæster kan hjælpe truede danske dyr

Ud over pop up-udstillingen på Zoologisk Museum, kan museets gæster også støtte Den Danske Naturfonds arbejde ved at købe dekorative naturbeviser i museumsbutikkerne eller ved at donere 1 m2 vild dansk natur for 12 kroner.

Donationerne betyder, at museets gæster sidste år donerede cirka 25.000. Den danske natur er nemlig under pres, og flere end 2.000 arter af dyr, planter og svampe er i fare for at forsvinde. Det fortæller Peter C. Kjærgaard, der direktør for Statens Naturhistoriske Museum:

”Vi er derfor rigtigt glade for samarbejdet med Naturfonden. Det betød, at Naturfonden kunne købe 2077 m2 jord, og dermed bidrog de besøgende til at sikre urørt skov og genopretning af vandløb i Hesbjerg Skov på Fyn. Området, der blandt andet er levested for grønspætten og det sorte egern, får nu lov at være vild dansk natur for altid. Så mange tak til vores besøgende for støtten, siger Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum.

Her er de fire vinderbilleder

Konkurrencens to dommere, Naturfondens formand Bengt Holst, og prisvindende dyrefotograf Mogens Trolle fra Statens Naturhistoriske Museum, er enige om, at vinderbilledet har helt unikke egenskaber.

”Der er taget mange billeder af kronhjorte herhjemme, men det her portræt er noget helt særligt. En brølende hjort i silende regn, typisk dansk vejr. Man kan næsten forestille sig, at det kraftfulde dyr brøler ad vejret, eller ”synger i regnen”, som fotografen malerisk beskriver det. Alt i alt et ikonisk og mindeværdigt billede, hvor tingene til at gå op i en højere enhed”, siger Bengt Holst fra Den Danske Naturfond og fortsætter: 

”De fleste fotografer ville nok pakke deres udstyr sammen eller holde sig hjemme i sådant et vejr, men den dedikerede fotograf har helt bevidst opsøgt det ”dårlige” vejr for at opnå et særligt stemningsfuldt billede. Han ligger ned i det drivende våde græs for ikke at skræmme dyret bort på en tid af året, hvor kronhjortene er meget sky, og det lave perspektiv, hvor man kigger op på hjorten, fremhæver dens størrelse og styrke. Det indfølte ansigtsudtryk og posituren er i sig selv godt fanget.”, siger han.

Kategorivinder af Arter og overordnet vinder af årets konkurrence

Emil Poulsen med billedet Singing in the rain, der er taget i Dyrehaven, Jægersborg.

Kategorivinder Landskaber

Tommy Hjortkær Hansen med billedet Blæs mig i gang. Lokalitet: Spidsbjerg Strand syd for Thorsminde

Kategorivinder Den Kreative:

Steffen Faisst med billedet Spor i himlen. Lokalitet Sydsiden af Tissø, Sjælland

Kategorivinder Unge Fotografer

Mikkel Thorngreen, 17 år (lokalitet ukendt)

Similar Posts