TELT & SHELTER NYHEDER

Intet at frygte: Alligevel overnatter Carina med øksen klar

32-årige Carina Reimer Jakobsen overnatter med egne ord tit alene ude i naturen. Det er på trods af, at hun føler sig utryg ved det, og derfor sover med sin økse tæt ved siden af sig. Her får du første artikel i serien om utryghed i sheltere, og hvordan trygheden ved at overnatte ude kan forbedres. Privatfoto

Hver tredje er utryg ved at sove i offentlige sheltere. Det er på trods af, at det er langt mere sikkert end at gå i byen. Det ved 32-årige Carina godt. Alligevel overnatter hun med en økse ved sin side.

Vold og kriminalitet foregår primært i byerne. Alligevel er rigtig mange danskere utrygge ved at overnatte i offentlige sheltere.

Ifølge en undersøgelse, som Outdoor-Camping har lavet, svarer op imod en tredjedel, at de har følt sig utrygge ved at overnatte i et offentligt shelter alene eller med deres børn.

30 procent af dem, der har deltaget i undersøgelsen, har været så utrygge ved det, at det helt har afholdt dem fra at sove i shelter.

Én af de kvinder som føler sig utryg ved at sove i offentligt shelter er 32-årige Carina Reimer Jakobsen fra Søborg ved København.

”Jeg talte med min søster om det forleden, og hun har det på præcis samme måde. Jeg tror, det har noget at gøre med, at folk ved præcis, hvor shelterne er, og så lægger man sig frivilligt ud og sover, hvor man er allermest sårbar. Måske er det med til at gøre det mere utrygt”, siger Carina Reimer Jakobsen, der er selvstændig bygningssnedker.

Vold foregår langt væk fra sheltere

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd er voldsanmeldelser steget markant i de seneste år. Det er på trods af, at antallet af personer, der udsættes for vold, har været stabilt igennem 30 år.

Den kraftige stigning i anmeldelser af voldssager skyldes derimod, at vi er blevet langt mere tilbøjelige til at melde voldsepisoder til politiet.

Ifølge tal fra Det Kriminalpræventive Råd er der dog ikke meget at frygte for Carina Reimer Jakobsen, og alle de andre som ønsker en nat under stjernerne.

Langt den meste vold bliver nemlig begået langt væk fra shelterne. 66 procent af volden, begås nemlig af personer, som er påvirket af alkohol eller stoffer i eksempelvis nattelivet i byerne.

Derfor har vi lavet undersøgelsen

Outdoor-Camping har flere gange bemærket opslag på sociale medier om især kvinder, der føler sig utrygge ved at overnatte i sheltere.

Det skrev vi første gang om i artiklen ’Kvinder frygter offentlige sheltere: Hvad gemmer sig i mørket?’ den 1. september.

Her lavede vi en læserundersøgelse. Det er den undersøgelse, som ligger til grund for artiklen her.

Det fortæller Jonas Mannov fra Det Kriminalpræventive Råd:

”Jeg godt kan leve mig ind i, at det for nogle kan opleves som utrygt at ligge alene i et shelter i en mørk skov. Men det er altså ikke en situation, hvor vi typisk udsættes for overfald”, siger han og fortsætter:

“En betydelig del af den vold danskere udsættes sker i relation til deres arbejde – eller bag hjemmets fire vægge. Endelig er nattelivet – snarere end friluftslivet – en af de situationer, hvor der optræder en del vold”, siger Jonas Mannov fra Det Kriminalpræventive Råd.

”Anmassende adfærd” og ”oplevet at blive holdt øje med”

Det positive billede, som Jonas Mannov fra Det Kriminalpræventive Råd tegner, går igen i Outdoor-Campings læserundersøgelse.

I undersøgelsen har kun 10 procent af respondenterne oplevet ubehageligheder fra andre mennesker i forbindelse overnatning i offentlige sheltere. Det er på trods af, at respondenterne generelt er nogle garvede friluftsfolk med mange shelterovernatninger bag sig.

35 procent af respondenterne har nemlig mellem 11 og 50 shelterovernatninger bag sig, mens 10 procent har endnu flere.

Blandt de værste ubehageligheder, som beskrives er: ”En lille smule anmassende adfærd fra fremmede”, Efterladt skrald, øldåser, pizzabakker mm.” og ”Oplevet at blive holdt øje med”.

Selvom det aldrig er rart at blive holdt øje med, skal den ene oplevelse ses i lyset af, at der er flere hundrede andre gode oplevelser både før og efter.

Hos Carina Reimer Jakobsen i Søborg er hun godt klar over, hvor lille risikoen for vold er. Alligevel mærker hun utrygheden komme snigende ind på sig om aftenen, når hun går til ro for natten i skovene.

”Der er jo ikke nogen, der vandrer rundt i en skov midt om natten for at slå nogen ihjel. Hvor mange gange er det lige sket? Jeg har aldrig oplevet noget ubehageligt, eller hørt om nogen der her. Det er totalt irrationelt. Det siger statistikkerne også”, siger Carina Reimer Jakobsen.

Frygter for voldtægt: Carina sover med sin økse

Et skrækscenarie for mange kvinder er voldtægt. Tanken om den risiko har også strejfet Carina Reimer Jakobsen. Det er på trods af, at hun ofte overnatter alene ved offentlige sheltere.

”Det gør jeg tit. Første gang sov jeg med min økse, fordi der kom en mand forbi med sin hund. Jeg tænkte ”fuck, nu ved han, hvor jeg er.” Nu sover jeg altid med min økse”, siger Carina Reimer Jakobsen og fortsætter:

”Jeg kan forestille mig, at der er flere kvinder end mænd der er utrygge, og jeg tror, at mange af de voldtægtssager, man hører om i medierne, påvirker os. Man hører ikke så tit om mænd, der bliver voldtaget, og så er mænd bare stærkere end os kvinder. Men hvor mange gange er det sket i et shelter? Jeg kender ikke nogen tilfælde.  

Men heller ikke når det kommer til voldtægter begået i og omkring sheltere, er der ifølge Jonas Mannov fra Det Kriminalpræventive Råd noget særligt at frygte. To ud af tre overgreb eller forsøg på overgreb sker nemlig i private hjem.

”Det er samme billede, vi ser ved voldtægter som ved vold. Flertallet af voldtægter sker i private hjem, og gerningsmanden er oftest én, som offeret kender i forvejen. Så alt i alt synes jeg ikke man skal gå og frygte for at blive overfaldet på en sheltertur i Danmark”, siger han.

Det har vi spurgt om i undersøgelsen

Køn og alder?

Hvor mange gange har du overnattet i offentlig shelter?

Har du på noget tidspunkt følt dig utryg ved at overnatte i offentlig shelter alene eller med dine børn?

I hvor høj grad har du følt dig utryg, når du har overnattet i offentlig shelter?

Hvad kan gøre dig utryg ved at sove i offentlig shelter?

Har du oplevet ubehageligheder fra andre mennesker ifm. overnatning i offentlig shelter – hvilke?

Hvis du har følt eller føler dig utryg ifm. overnatning i shelter, hvad kan så afhjælpe den utryghed?

Kan du finde på at overnatte i et shelter på en campingplads?

Campingpladser er et godt sted at starte

Selvom det måske kan være svært at forstå, hvorfor nogen lægger sig til at sove inde i en skov, hvis de er utrygge ved det, så kommer svaret prompte. I hvert fald, hvis man spørger Carina Reimer Jakobsen:

”Fordi det kan bare noget særligt”, siger hun og fortsætter:

”Man behøver jo ikke at gøre det alene til at starte på, som jeg gjorde. Men det hjælper at udfordre ens frygt og udvide sine grænser og gøre sig de erfaringer, at der ikke sker noget. De første gange føles det farligt, og jeg er ikke selv nået dertil, hvor jeg er helt trygt. Men jeg har det sådan, at hvis noget føles ubehageligt, så arbejder jeg med det og gør det, indtil det føles behageligt. Jeg vil ikke lade min frygt styre mig”, Carina Reimer Jakobsen.

Hun anbefaler, at når der i forvejen er folk i et shelter, og der kommer nye til, at de så går hen og hilser på hinanden. På den måde er isen brudt, og man føles ikke helt så fremmede for hinanden længere.

Derudover er flere campingpladser begyndt at få sheltere. Her forestiller Carina Reimer Jakobsen sig også, at folk, der føler sig utrygge, med fordel kan starte. Især hvis de har børn som hende selv:

”Det vil være fedt for mine børn med et shelter på en campingplads. Jeg tror, det vil være let at sælge som et børnetilbud, og så er der toiletter. Det kan man godt savne i naturen. Det er mere ”convenient”. Det er kun mig, der dyrker outdoor-livet herhjemme, så det tror jeg faktisk, jeg vil have nemmere ved at overtale min mand til”, siger Carina Reimer Jakobsen.

237 personer har svaret på Outdoor-Camping’s spørgeskemaundersøgelse her på Outdoor-Camping. Artiklen her er den først i en serie om utryghed ved at overnatte i sheltere, og hvordan den kan forbedres.

Similar Posts